Islandstur

Hmm det er vist alt for lang tid siden. De smukke billeder fra turen til Vatnajökull har været ubeskrevet i alt for mange dage, og jeg må indrømme at motivationen for at komme med en længere detaljeret beskrivelse ligger på et lille sted, selvom jeg lige nu får lidt assistance fra Simon og Garfunkel samt en romtoddy lavet på den rom Magda (sambo) fik efter sit feltarbejde på breidajökull.

Turen startede den 25. februar kl. 6 om morgnen, og søvnige drog Andrea, Maria (Egberts kæreste), Egbert og jeg af sted til det der ofte, men ukorrekt bliver kaldt Europas største iskappe, Vatnajökull.

Lørdagens mål var Skaftafell nationalpark 300 km ude af den ringvej som her i vintertide, ofte er den eneste mulighed for at komme rundt på Island.

Vi var superheldige med vejret. Hele weekenden havde været en våd fornøjelse i Reykjavík, mens vi ikke fik en dråbe, men i stedet var begavet med en masse solskin.

Turen igennem dette helt forunderligt smukke landskab føltes pinefuld, når man passerede det ene smukke sted efter det andet og kun fik mulighed for at se det fra bilruden, men heldigvis var det ikke noget problem at få overtalt Egbert til at stoppe bilen når det gjorde alt for ondt. Således blev bilen stoppet da solen stod op over Eldhrauns lavamarker, som var prydet med eksemplariske pseudocraters (Under albumet Great Reykjavík kan man se andre billeder af pseudocraters, og hvis jeg ikke husker galt er der en forklaring på fænomenet i et indlæg fra den 17. februar).

Eldhraun er det mest omfangsrige lavaflow på Island i historisk tid med samlet lavavolume på ca. 20 kubik kilometer, som har sat sig spor i de grøndlandske iskerneboringer med en gigantiske svovl peaks. Man kan undres over at øens beboere i 940-950 ikke tog dette som et tegn til at pakke grejet igen og forlde den ø, som eftersigende først blev beboet i 871, for det må have resulteret i et enormt indpakt på naturen og mulighederne for at skaffe føde. Senere på samme strækning skiftede omgivelserne til lavamarker fra Laki udbruddet i 1783-84, der på et ½ år nåede at udgyde ¾ af dent lavamængde som Eldhraun gjorde på 10 år! Forståeligt nok må det have krævet en betydelig højere udbrudsrate (.. eruption rate lyder nu bedre J) og dette vulkanudbrud er blevet kategoriseret som det 2. største lavaflow i historisk tid. 20 % af befolkningen mistede livet enten direkte eller af følgevirkninger fra udbruddet. Studier af lig fanget tephradepoter viser knogledeformiteter, hvilket er en særlig følgevirkning af at have været udsat for HF, og kreaturer og planter afgik ved døden i så stort tal, hvilket skabte en hungerperiode i hele landet.

Mere spekulativt bliver overvejelserne om følgevirkningerne når man kigger på Laki udbruddets indflydelse på den kontinentaleuropæiske historie. Således er Laki både blevet tilskrevet at have været tungen på den vægtskål, der fik franskmændene til at revolutionere nogle år senere, at have genereret den lille istid og til at have været inspirator for Munk ved at forårsage smukke solnedgange.

Nu forlod jeg vist helt den der tur beskrivelse. Vi nåede Vatnajökull ved 13-tiden og fik en fantastisk smuk gåtur i nogle omgivelser, der konstant ændrede karakter. Vi gik i områder dækket af rød brunlig lyng, i høstgule græstuer, i krat med små forkrøblede birketræer for at nå floden Morsars enorme flodleje. Albummet viser et par billeder herfra, og der er bl.a. et billede af to floder der løber sammen. Den ene er brunlig, og fyldt med materiale fra gletscheren mosarjökull, mens den anden er helt klar og dermed må være en flod med vand fra den bjergryg i vandrede på, da den tydeligvis ikke var relateret til gletcheren.

Her tog vores tur bogstavelig talt en uventet drejning, da den bro vi skulle over for at krydse floden, stoppede midt i floden. Vi vandrede lidt rundt på nogle banker, bestående af meget grovkornet materiale. Faktisk var det her, at min stensamling for alvor begyndte at vokse. Der var så mange uhyre smukke sten, hvis oprindelse var mig fuldstændig ubekendte,- det eneste der var sikkert, var at jeg ikke havde set noget lignende, og resten af gåturen sakkede jeg uhjælpeligt bagud (… sådan nogle strukturgeologer som Maria og Egbert har slet ikke sans for denne type af detaljer… og Andrea han er jo environmental scientist og er mere interesseret i træer og fugle ).

Men i stedet for at krydse floden gik vi langs en bjergryg op til mosarjökull, der med dens voldsomme, frygtindgydende knurrende lyde, fik mig til at udtænke alle mulige flugtplaner om hvad man skulle gøre i tilfælde af pludselige, urealistiske gletscher fremstød…. Skulle man løbe op ad bjergryggen, eller ville sådan et sneskred generere voldsomme stenskred, som ville gøre dette til en rigtig dårlig taktik ??

På turen tilbage, efter en rigtig dejlig frokost på morænerne foran gletscheren, fik vi fornøjelsen af at se de højeste bjerge på Island ved Öræfajökull på o. 2100 m fuldstændig sneklædt.

Næste dag, efter at have overnattet i Hvoll og efter at have set en smuk solopgang, og en forunderlig bilrude (se album) tog vi til Jöksarlon, der er en utrolig smuk indsø, med masser af isbjerge forårsaget af at gletscheren Breidamersjökull kælver. Det var ved denne gletscher at Magda var på feltarbejde i sidste uge !

Vi havde egentlig tænkt os at skulle helt frem og røre gletscheren, men det viste sig at indsøens geografi var så snørklet, at det var en alt for lang tid, og derfor blev vi nødt til at finde en mere tilgængelig gletscher, hvilket blev turens sidste stop, som satte prikken over i´et på en vidunderlig weekend. Ikke nok med at kunne røre gletscheren, og kunne klatre op og ned langs en bjergryg og få en rigtig god fornemmelse af topografien og farverne, fandt vi også ud af at dette var et rigtig godt sted for mineralfangst… Hvilket betyder at mine to små vindueskarme nu er fyldte!

Jeg vil springe let og elegant over den sidste måneds ture, og måske ved senere lejlighed kommentere nogle af de billeder som jeg forhåbentlig får tid til at lægge ud i morgen. Faktisk tror jeg ikke det er helt galt, at der ikke skete super meget andet end lektielæsning indtil Pil dukkede op den 17. marts. Jo, jeg fik mig en gratis cykel fra genbrugsturstationen efter at have besøgt den 3 gange og følt mig lidt som en garbagegirl, og nu nyder jeg virkelig at kunne komme hurtigere frem.

Det betød også at Pil og jeg kunne lave en legendarisk cykeltur, hvor vi først nåede frem til vores destination 4½ time efter vi var begyndt pga. navigationsproblemer og lidt for optimistisk øjemål, der fik mig til at styre mod et bjerg, Helgafell, som er 4 gange større end Burfell spatter cone, som egentlig havde været vores mål. Det skal dog siges at Helgafell også er en meget interessant vulkan,- men Pil var nu ikke helt tilfreds, og jeg tvivlede flere gange på at vi nogensinde ville nå vores mål. Men det gjorde vi,-) Heldigvis… Et cykelridt, hvor lillesøsteren både får badet bukser og vandresko i tykt mudder efter de første 15 min, og siden hen styrter skal jo helst give et afkast!

Ellers fik vi set den sydligste del af Vestfjordene,- eller dvs. lørdag den 18 marts så vi ikke meget, for en tyk tåge begrænsede udsynet. Men, hvad vi ikke så om lørdagen så vi om søndagen, hvor en stærk vind, gjorde det umuligt for tågen at lægge sig, og på vej hjem så vi bl.a. nogle 3000 år gamle keglevulkaner, der havde en meget smukt sort og stærk, lys grøn farvekombination.

Tirsdag og Onsdag bød på koldt rigtig flot vejr. Tirsdagen spenderede vi lidt nordvest for Thingvellir, for at bestige en tuya med Andrea (En tuya er en vulkan, der dannet efter ved vulkanudbrud under is ). Det var en sej, men meget smuk tur, hvor havde et godt udsyn til Altinget og riftzonen.

Onsdagen var en helt anden type tur, der ikke bød på så lange vandreture, men mere kørsel. Vi kørte til Vík, og på vores vej fik vi udsyn til flotte vandfald, og i dagens anledning var det muligt at se hele tre iskapper. Eyjafjalljökull, Myrdalsökull og Vatnajökull.  Vi ledte efter gode eksemplarer på søjlebasalt, hvilket nok mest af alt var mit projekt, nød hjemmebagte boller og hørte Tracy Chapman og Pink Floyd,- absolut anbefalelsesværdigt…

Så… jeg vil til køjs. Det burde eg have været for længst,- men som der er folk der kan lide at høre sig selv , er der åbenbart også nogle der har det godt at skrive om sig selv. Godt man er på Island så det er tilladt !-)

Knus og Kram herfra

Grossilik

Til lyden af islandske Hjalmar og med en kop varm baileyte i vente, er det vist blevet tid til de opdateringer jeg ikke nåede i søndags.

Men lad mig starte med nogle helt friske islandske nyheder. I går aftes, bedst som jeg færdig med forberedelserne til den test vi havde her til morgen i islandsk (… bøjning af stærke og svage verber) blev der råbt ”northern light” udenfor vores dør og vi drønede udenfor i det alt for kolde vejr. Reykjavík var i går, såvel som i dag, ”beblæst” af en bidende nordenvind der er i løbet af et halv minuts tid kunne fryse ansigtet, hænder og fødder af,- det føltes i hvert fald sådan.

Det var i hvert fald tilstrækkelig koldt til, at min dyne ikke kunne varme de udsatte legemsdele op og ekstra beklædning var nødvendig! Til gengæld har man ikke problemer med at holde sig vågen i en sådan en kulde, og da vi hertil morgen gik de sædvanlige 40 min vågnede jeg også på trods af hårde odds. Heldigvis da, for de 4 grupper af islandske verber sidder noget løseligt på rygmarven, hvis man overhovedet kan tale om, at de er der!

Men nordlyset var altså endnu en gang rigtig flot. Jeg så det fra den nordvendte kyst, nær en kunstnerbolig der slår alle rekorder om særegen bebyggelse. Det var umuligt at tage nogle billeder på grund af den stærke vind, der transporterede sand og andet godt fra det islandske landskab, og den fulde opmærksomhed kunne derfor rettes mod nordlysets bevægelser og mønstre. Det varede ca. 2 timer, og i den tid dannedes en virkelig smuk spirallignende struktur, der opløstes indefra, og til sidst var der blot noget der mindede om en cirkel.

I dag efter testen besluttede jeg mig så for at slutte mit islandsk kursus, som jeg har fulgt for sjov. Det tager for meget tid for mig, og der er flere tests i løbet af kurset, der vil kræve mere tid end jeg har, når jeg ved siden af har 4 andre fag. Desuden er jeg nået til det punkt, hvor jeg synes at jeg burde lægge mindre vægt på grammatik og derimod få lidt praktisk erfaring med sproget.

Da jeg ikke omgås nogle islændinge i dagligdagen betyder det, at jeg prøver at forstå de ordsprog der er på mælkekartonerne, og jeg har derforuden et ambitiøst projekt om at forstå Hjalmars tekster.

Grunden til at det kniber med tiden, er at jeg i løbet af sidste uge påbegyndte et par projekter. Bl.a. har jeg fået lavet en aftale med en professor, der hedder Magnus Tumi, om at jeg skal lave et projekt, der omhandler marsrelevante ice-volcano-interactions. Det vil sige det er et skræddersyet projekt, der mest af alt handler om at få et overblik over den eksisterende litteratur, samtidig med at jeg får kigget på nogle islandske analoger for disse processer. Intet mindre end supert, og derfor vil jeg også gerne poste den fornødne tid i projektet. Der til kommer at vores eksamen i quaternary enviroments skal lave en annotated bibliography  over et udvalgt emne. Her står den også på  ice-volcano-interaction, men på lidt anden vis. Det handler nemlig ikke om de morfologiske træk der opstår når lava møder is, men derimod om, hvad der sker med den vulkanske aktivitet når skorpen tynges af en iskappe, og hvad der sker når den smelter! Det er ikke marsrelevant (nødvendigvis) men bare spændende…. Og det skal der jo være plads til. Derudover kommer vulkanologi, som er et yndlingsfag.

Vores forelæser rammer desværre altid en tilpas mørk belysning og et tilpas dybt toneleje at ingen kan undfly søvnen, med mindre man har allieret sig med en kop kantinekaffe til 90 Isk. Sidstnævnte varierer kraftigt i kvalitet alt efter, hvilken kantinedame, der har roret,,,, så jeg tjekker dem altid lige ud før jeg stiller mig i kø… Skal jeg vente og få mig en vidunderlig italiensk kaffe latté brygget ved hjælp af Andreas ekspressokande hjemme i Safirmýri 89, eller kan jeg vove pelsen og undgå mavesmerter?

Under alle omstændigheder kan det godt betale sig at bekæmpe søvnen, og høre om islandske vulkaner og andet godt. Faktisk må jeg tilstå, at jeg ud over at læse en masse i ”volcanoes” af Peter Francis (der godt kan anbefales til lystlæsning) søger lidt på må og få efter artikler, der omhandler et emne vi kort har berørt i undervisningen. Bl.a. synes jeg det er ret interessant at sammenligne stressregimer og vulkanformer, og er også blevet temmelig interesseret i, hvor succesfuld det er at sammenligne vulkaner på basis af deres form.

…Så i og for sig er det ikke sært at jeg synes at jeg begynder at få alvorlig travlt, og så ligger der jo også i baghovdet, at der senere på foråret er besøg fra Danmark, hvilket jeg rigtig gerne vil have god tid til J

Nå… men der var jo lige den tur i lørdags, som jeg vil lige skulle fortælle om.

Egentlig var det planlagt som en lille tur i omkring Reykjavík, da skrivebordet kaldte, men vi måtte sande at de to lokaliteter vi havde udvalgt var for gode til at gøre det kort.

Den første lokalitet var Rootless cones. Grunden til at dette navn skyldes at de vulkanske kegler er udviklet under et lavaflow, der kom i berøring med vandfyldte søsedimenter. Som følge af, at vandet  fordampede i berøring med lavaen udvikledes et voldsomt tryk, at det var tilstrækkeligt til at danne små vulkanlignende udbrud, når gassen trængte igennem lavaflowet. Denne proces kunne fortsætte indtil der enten ikke var mere vand, eller at der ikke var mere lava til at opvarme søsedimenterne. Den røde farve som lavaen har på billederne skyldes at laven reagerede med søsedimenterne. Desuden kan det være svært at se kegleformen, fordi 1/3 af lavaen siden hen er blevet brugt til at asfaltering, men der skulle være en tydelig kegle på et af billederne!!

Fra rootless cones gik turen til Bùrfell, der er en  spatter cone. Spatter cones udvikles som regel langs fissures, der på dansk kan beskrives som vulkanudbrud langs sprækker (sådan nogle er ofte vist i forb. med vukansk aktivitet på Hawaii). En spatter cone er i et sådant tilfælde de kegler, der dannes hvor aktiviteten er særlig stor. Denne spatter cone lignede mere en regulær vulkan, og dannes omkring en central vent… øhhh afløb ? Den var ca. 80m højere end de omkringliggende omgivelser og 60m dyb og bestod af slagger-lignende lava.

Den blev dannet for godt 7200 år siden, og var aktiv over en længere periode…. Faktisk betragtes den vist stadig som aktiv, men det er vist mest fordi vulkaner ikke nødvendigvis er udslukte bare fordi de ikke ar været i udbrud de sidste 7200 år. Det mest karakteristiske ved Búrfell er at den ene væg er brudt sammen. Det skete efter at en lavasø var akkumuleret i selve krateret, hvilket gjorde det ustabilt og efter sammenbrudet løb lavaen som en flod ud i en tilstødende forkastningszone.

Vores tur gik op igennem den nu ”udtørrede” lavaflodleje, indtil vi nåede selve krateret.

Det var en utrolig fascinerende tur, og virkelig et skoleeksempel til at demonstrere lavaflows. Hvis det havde i Danmark ville de virkelig have været en hovedatraktion, men her på Island, hvor man nærmest har alt (undtagen kalk), bliver det til knap 1½ side i en geologisk guidebog!!!

På vejen hjem tog turen en uventet drejning. En lille 3 mdr.gammel, fantastisk dejlig hund var faldet ned i en sprække, og blev bjerget af redningsmandskab, der hejste den op i en gul taske. Ejeren havde ikke haft sin telefon på sig og var gået op til bilen for at hente den, alt imens han håbede på at hunden ikke begyndte at kravle rundt i de underjordiske sprækkesystemer. Heldigvis var hunden landet på noget sne, og den forholdt sig roligt, så da redningsmandskabet kom, var det ikke noget problem at få den op, og den havde ikke slået sig mere, end at den gav et lille fly alt sin opmærksomhed da det krydsede himlen.

En virkelig god dag, der sluttede med skygge-slåskamp, hvilket er ret sjovt når skyggerne er så lange!

Knus herfra og ønsker om en god weekend!

Endnu engang sidder jeg med en uge i ryggen, og må konstatere at tiden er gået alt for hurtigt, og at jeg slet ikke har fået berettet tilstrækkeligt om, hvad jeg har oplevet den seneste tid.

Så nu vil jeg gøre et forsøg, der til tider sikkert bliver lidt kortfattet, som følge af at alt for mange af dagens punkter ikke er tilendebragt, endsige begyndt!!!

Fredag den 3. februar bød på håb om solskin hen på eftermiddagen, og Egbert og jeg besluttede os for at køre efter solstrålerne og endte lidt sydvest for Reykjavík ved Helgafjáll. Som så mange gange før, måtte vi konstatere, at det er den letteste sag at opleve noget spændende i et land, der er så forskelligt fra det man kender. Vi nåede aldrig til at bestige bjerget, fordi mørket overrumplede os, men til gengæld fik vi en fornemmelse af flydestrukturer i lava, froststrukturer i jorden, dejligt blødt mos og en endnu ikke endt diskussion om blisters begyndte.

Det oprettede album viser ud over en Gro på skråplan og flydestrukturer i lava også islændingenes mangel på oprydning. Endeløse rækker af stativer med skeletter af fisk, helfordærvede og efterladte viser at den lave befolkningstæthed (=befolkningstyndhed??) tillader et være svineri! Faktisk er jeg så småt begyndt at mene at islændingene ville få alvorlige problemer, hvis de skulle indrette efter danske forhold. Ikke mindst pga. deres enorme el og varmeforbrug. Der vist noget om, at de er amerikanerne nærmere end os europæere!

Den efterfølgende søndag bød på endnu en tur på Reykjanás,- dog kom vi (Egbert, Andrea og jeg) betydeligt længere denne gang, selvom vi nu ikke kørte for hurtigt på grusvejen mod Seltum. Den stakkels bil blev udsat for en hård behandling, og hvis biler kunne få grå hår, var apotekerbilen fra Freiberg blevet betydeligt mere grå i kanten.

Vejret til trods blev Seltum besøget alle tiders og overgik besøget i den blå lagune (hvis det giver mening at sammenligne to så forskellige oplevelser).

Efter at have gået på de indrettede stier, gik vi med forsigtighed og stor nysgerrighed om bag de varmekilder, for at få et nærmere kig på sagerne. Forsigtigheden skyldes ikke blot at vandet er 60-80 grader varmt, og kommer op til overfladen på en utilregnelig facon, men ligeså meget at området er fyldt med underjordiske vandsystemer, hvorfor man ikke skal sætte sin lid til at jorden agter at bære en nygerrig geolog.   

Først fik svar på, hvad der dannede en hul lyd med jævne mellemrum. Uden egentlig at vide, hvad en muddervulkan er, vil jeg tro at det vi så (Egbert og jeg,- Andrea og hans tripod holdt sig til stierne) kan kategoriseres som sådant…. Prøv at kigge på billedet i Reykjanás albummet,- det ser unægtelig ud som en vulkan, og den udspyede også blåt mudder! Hvis der er nogen der har en ide til, hvilke lermineraler der her kan være tale om, må de meget gerne komme med et bud. Hvis der indgår noget svovl og grundstoffer fra nedbrudt basalt er det nok ikke helt galt!  

Bag efter opdagede jeg at der længere oppe i bjergene var endnu et thermalt område og efter en længere vandring op mod den nærliggende bjergtop, var skyerne så tætte at vi ikke kunne nyde udsigten. Derimod kunne vi så koncentrere os om at få indsigt i hvad mudpods består af.

Der er et par, desværre ikke alt for gode billeder, af materialet. Når man har set, hvor farverigt naturen i virkeligheden er, bliver man lidt træt af ikke at kunne gengive det korrekt (hvilket får en til at gennemtrave ens kameramanual en søndag for at kunne opnå bedre resultater i fremtiden). Dog kan man se at der er tale om et fantastisk dejligt mudret materiale, der giver det fede ler i Ølst baghjul. Det er betydelig mere farverigt, blødere… jeg er fuldstændig sikker på at det ikke knaser med mindre man får smag for de gule svaleformede svovlkrystaller (gik dog ikke i gang med legendariske geologtest) og så er det varmt… Til tider for varmt, og det tager sjovt nok lidt tid før man virkelig registrerer det!

Egbert og jeg kom til den konklusion, at sandkasser er voldsomt overvurderede. Til gengæld skulle man gøre mere i mudpods, hvilket er en af de aktiviteter børn og voksne vil kunne være fælles om, igen og igen.

Efter at have leget lidt med en henslumrende mudpod opdagede vi, at vi kunne skille den ad, hvilket kan ses på det sidste billede i Reykjanás albummet.

Kort sagt et rigtig sjovt, mudret og spændende besøg, som jeg ikke er tvivl om strider mod den ønskede turistopførsel. Samtidig synes jeg dog ikke at der var tale om dyb uansvarlig opførsel og mangel på respekt for på naturens kræfter, og jeg følte mig absolut ikke som en Mrs. Kraft på vulkanekspedition… hvis det kan berolige nogen!

Besøget ved den blå lagune var en hel anden type turistattraktion, og havde det ikke været for vores Seltumbesøg og vores vandre/løbe-tur ved sydkysten ville dagen absolut have manglet noget.

Men selvfølgelig var det dejligt at bade i det mælkehvide vand, føle sig forskønnet med lermaske. Vi syntes dog det var en anelse for varmt og lå mest i den rende, hvor koldt havvand blev sluset ind for at regulere temperaturen, og brugte lidt tid på at grave i den dybt forvitrede basalt, der omkranser svømme bassinet.

Hjemturen stod på The Crainberries, og følelsen af at være heldig har endnu ikke fortaget sig.

Ikke mindst fordi den efterfølgende mandag, tirsdag og onsdag bød på dejligt vejr. Vores underviser aflyste mandagens timer en halv time før lektionerne skulle være begyndt, og det så vi som en anledning til at stikke syd på en todagstur. Udvekslingsstuderende har jo også sans for det gode vejr!

På grund af den pludselig opståede mulighed, var der en del der skulle planlægges, og vi ankom først ved 15-tiden efter 185 km til vores turs endemål: Skogár. Eller dvs. det var så langt vi kunne komme med bilen. Resten af de 12, 7 km var en stejl fornøjelse, hvor vi gik fra ca. 0 til 1000m højde.  

Undervejs havde vi set Hekla, og kunne konstatere, at det passer at den nærmere ligner en bjergryg end en vulkan… prøv at brug google earth og bliv forvisset herom!! Og så kig lige på billederne!!

Formålet med turen var at nå op til den hytte lige lidt syd for Eyjafjallajökull ( jökull = gletcher) vi havde lejet, for derefter at gå ned igen dagen efter. Temmelig simpelt, meget smukt og ret spændende da vi som sagt var kommet lidt sent af sted… Det er mørkt omkring kl. 18, og takket være en halvmåne og sneens/ isens høje albedoværdi var det muligt at se nogenlunde, men jeg må indrømme at jeg ikke var super tilfreds med situationen. Heldigvis havde vi en GPS og koordinaterne på hytten, men tanken om at låsen muligvis var frossen huede mig ikke!!

For nu at gøre alvor af truslerne om korthed vil jeg lade resten være billedernes fortælling. Dog vil jeg lige nævne at der er 2 billeder af Hekla, et billede af Vestmannaøerne i horisonten, et billede af froststrukturer i jorden og en masse anden godt.

Hytten var rigtig god,- dog ikke varm (temp. var ca. 4 grader), men min lånte sovepose kunne klare ned til -33 grader og det var mere en rigeligt. Jeg havde det faktisk alt for varmt!

Om morgenen vågnede vi op til en snestorm, men heldigvis klarede det op og vi havde en rigtig smuk nedtur, hvor vi nød at gå i et landskab der bød på fygende sne (…der også føg op ad meget stejle skåninger) og frosne søer, hvor det var så glat, at man med gletscherens katabatiske vinde i ryggen blev drevet frem. Vi fik set den skrænt som vi gled ned af aftenen forinden, kort efter at Egbert havde konstateret, at den vist var en rimelig stejl skrænt, og fik set på et par smukke vandfald.

Glade, trætte og tilfredse kom vi hjem, men det skulle vise at dagens islandske eventyr ikke var ovre. For bedst som man havde fundet sig til ro, blev der råbt northen light, og efter at have forvisset sig om at der ikke var tale om falsk alarm denne gang, drog vi op til en nærliggende høj.

Det var rigtig smukt og varede vist en times tid. De billeder som ligger på min blog er desværre ikke mine egne, men Egberts… men de viste sig at være bedst til at illustrere, hvor smukt det var!!!!

…. Så meget på to dage kan synes helt uretfærdigt, og det er vist kun passende at være taknemmelig over at have fået denne mulighed for at op leve så meget!  

Hmmm jeg må hellere vente til i morgen med at fortælle om lørdag den 11. februar, da jeg kan se at jeg bryder alle regler om fornuftig sengetid!!

Knus herfra

Hej

Så er det vist på høje tid at opdatere, men jeg må efterhånden sande at dagligdagen er ved at indfinde sig, og tidsnød er bestemt også et fænomen man kender til på Island.

Om sommeren er der dog den fordel, at man har 24 lyse timer at arbejde i, mens søvnen trænger sig på her i vintertide. Og da lektiemængden efterhånden er tilstrækkelig høj til at dominere ens fritid, må jeg medgive, at det er blevet lidt sparsomt med informationer herfra. På trods af, at der i og for sig er nok at skrive om!

Jeg vil, mens jeg husker det, lige give et link til Egberts blog. Den er knap så tidskrævende at komme igennem som min, og har den fordel at der er billeder, hvor jeg også er i aktion,,,, så den er absolut et besøg værd: http://www.jolie-terre.blogspot.com/

Jeg har netop lagt nogle billeder på nettet fra dagens (29.01.06) tur til Geysir og Gullfoss. Island er som bekendt et af Europas varmeste lande for tiden, hvilket betyder at den nedbør der kom i rigelige mængder denne søndag, kom som regn.

Vi (Egbert, Christian, Andrea og jeg) besluttede os for at udnytte lejligheden til at køre ind i landet, da det varme vejr har smeltet en masse sne, og gjort vejene til Geysir og Gullfoss passérbare for en helt normal tysk personbil.

Desuden var vi også enige om a vi havde brug for noget spektakulært for at hamle op med det alt for grå og våde vejr, så det blev til en godt 100 km køretur. Først til Sellfoss, der er kendt for sine evigt oplyste drivhuse, der giver islændingene hjemmedyrkede grøntsager. Herefter gik turen op igennem riftzonen, der enten var flankeret af aflange vulkaner (som jeg efterhånden har lært er karakteristisk for islandske vulkaner… for dem der ikke tror på mig, kan de forvisse sig herom ved at bruge google earth for derefter at finde Hekla), eller af forkastninger. I selve riftzonen var det utrolig fladt, og vi krydsede mange floder.

Henad 13 tiden nåede vi frem til det dampende område som huser Geysir og Strákur, og det så virkelig gådefuldt ud, med damp fra både grøngult græs og fra masser af rødligt æolisk sand, der blev aflejret under sidste mellemistid. Der var masser af mineraludfældninger, og det 4. sidste billede i albummet Geysir og Gullfoss viser nogle af de smukke mønstre der dannes i den forbindelse.

Det var så smukt at se Strákur springe. Aktiviteten er ikke så regelmæssig som den har været, og det betød at man kunne vente lang tid på ingenting, og så kunne der inden for 2-3 minutter komme flere store udbrud. Selve synet vil jeg ikke give mig i kast med at beskrive, - det skal ses med egne øjne, og hvis dette ligger udenfor mulighedernes rækkevidde, må man ved lejlighed se de bunker af billeder jeg fik taget, samt en rimelig lang video, som desværre er for stor til at ligge her på bloggen!

Geysir sprang slet ikke mens vi var der. Den har nemlig ligesom Strákur ændret sin vaner efter et jordskælv i 2000 (ifølge Christian) og springer nu 5-6 m 2 gange dagligt.

Bagefter tog vi til Gullfoss, som var en endnu mere våd fornøjelse, omend svovlfri. Regnen og vandet fra vandfaldet vanskeliggjorde at tage billeder, og de 3 billeder jeg har taget giver derfor ikke noget overblik, men er blot imponerende detaljer.

Her ses dampen produceret i forbindelse med det 21 m lange fald, der udgør den nederste del af Gullfoss, mens de to andre billeder henholdsvis viser, hvor turbulente forhold der er, samt hvorledes vand der løber op ad klipperne kan erodere tynde lag af is bort, så resultatet bliver fine planer bestående af is.

Nå, men jeg vil til at slutte af, men blot lige nævne at vi i sidste uge forsøgte at bestige et af de bjerge der ligger nord for Reykjavík,- Esja for at være helt præcis.

Jeg havde været til Drum and base party forinden (til kl. 05… og vores tur begyndte kl. 9.30), hvilket var noget anderledes end jeg i først omgang havde forestillet mig og ikke mindst kom det noget bag på mig at selve koncerten først begyndte kl. 02.. <godt man kun kan blive klogere!

Heldigvis var der ingen problemer med træthed dagen efter, og vi havde en forrygende tur. Opstigningen var som de fleste hikingture, men nedturen var fantastisk. Vi gik ned gennem en dal, der var dækket af sne, og vi endte med at glide på maven ned af bjerget. Vi kørte i række, hver for sig, og nød udsigten ud over fjorden. Det var så sjovt at jeg da jeg kom ned til parkeringspladsen kunne mærke i maven at jeg havde grinet meget mere end grinemusklerne kunne holde til, hvilket betød at vi var nødt til at drikke varm kakao da vi kom hjem Safimýri 89.

Klokken har nu passeret 01.30 og jeg må hellere komme i seng. Ha’ det godt og pas på jer selv- så vil jeg gøre et samme.

Grossisi

Søndag den 15. Januar blev  den første tur rundt i de islandske snemarker.  Til alt held er der nemlig dukket en tysker op, Egbert, som har taget færgen fra Hanstholm til Island for at kunne have sin bil med... Ikke dårligt! Og heldigvis vil han rigtig gerne dele udgifterne til benzin med Christian og jeg. Christian kan jeg ikke huske om jeghar introduceret, men han er en yderst spøjs tysk samler, som næsten har de samme fag som jeg,  hvorfor vi ofte følges ad om morgenen.

Igår besluttede vi os så for at kører mod Thingvellir, der ca. ligger 40 km nordøst for Reykjavík. De skal siges at Egberts bil på ingen måde er indrettet efter de islandske forhold, hvilket betød at vi indtil flere gange overvejede om vi skulle vende om. Det hele var fuldstændig hvidt, og man havde til tider fornemmelsen af at vi kørte rundt i et glas mælk. Af og til stak der klipper frem imellem snedyngerne, og bjergenes strukturer er smukt markeret af sneen, så de kan ses fra lang afstand. Undervejs blev vi overhalet af Jeeps, hvis størrelse kun kan imponere..Islændingene er virkelig veludstyret, og så besidder de åbenbart et seriøst legegen der betyder at i hobetal  kører ud på sneklædte marker med deres snescootere for at nyde søndagen i skarp konkurrence med ægtefællen. Det  så rigtig dejligt ud, og jeg føler at det er meget tiltalende at der er så mange voksne legebørn,,, ihvertfald hvis man ser bort fra de miljømæssige aspekter.

Thingvellir var rigtig smuk og var som alt andet snedækket. Herfra kunne man se størknede lavaflows fra den vulkan der støder op imod Thingvellir og disse var ikke snedækkede! Desuden kunne man se Altinget, der efter sigende skulle have god akustik, hvorfor det før mirkofonens tid var praktisk til både den lovgivende og den dømmende instans. Thingvellir ligger på den nordamerikanske plade, og man skal længere øst på, hvis man passere den spektakulære grænse mellem Europa og Nord Amerika, men at se en forkasting igennem søjlebasalter er nu også tilstrækkelig til at kunne fascinere. Specielt fordi der løber en masse vandfald, som på denne tid af året resulterer i meget smukke arrangementer af istaper og isbelagte sten. Jeg tror ikke jeg har taget så mange smukke billeder på en dag, og takket være mine nye smarte vanter fra Caroline frøs mine fingre ikke af, mens jeg tog billede. Faktisk tror jeg slet ikke at disse vanter er til andet end turister, der turer rundt i det kolde nord ;-) 

Vi havde det rigig sjovt, og fik set meget mere end de sædvanlige turistturer tillader. Vi fik sansynligvis også travet nationalkirkegården tynd, men det var ikke rigtig til at se gravene, så det er kun fra turistbrochuerer at det blev klart for mig at vi vist har gået rundt på nogle prominente mennesker!  

Nå, jeg skal til og ud og stå på ski i noget der ligner en snestorm, så jeg vil løbe igen. Der er blot at sige at jeg har det rigtig godt og at jeg i lørdags prøvede at svømme i et udendørs basin mens det sneede!!! Supert. Svømning er åbenbart islændngenes nationalsport, og det er derfor superbilligt! Dejligt!! 

Ha´ det rigtig godt og pas på jer selv !

Januar 11.01.06

Velankommet til det kolde nord er min dagligdag begyndt at melde sig. Hver morgen ved 7.30 tiden begiver jeg mig ud på en længere vandring med Christian, en kommende enviromental engineer fra Tyskland.. Thiskilandi som man siger her på Island.

Der er 30 min meget hurtig gang til uni, og christian bebudede her til aften at det altså går alt for hurtigt, hvorfor vi hellere må lægge et ekstra kvarter til. Vejen går langs en stor befærdet vej, som fortiden er sneklædt... der er tale om pulversne, der er tilfredsstiller ens behov snesprøjt når man skjøter henad fortorvet.  Alt hvad der hedder snerydning hører vist Dänemörku til, for islændingene ved åbenbart godt at det kan være glat når der er faldet sne, og at der med det meget omskiftelige vejr kan komme en snestorm forbi indenfor en halvtime tid. Ellers har de bare nok i deres 2-3 forskllige jobs... ved det ikke!

Nå, men det er altså mørkt når vi går hjemmefra og det bliver det ved med indtil kl er 11, hvor man fra det smukke nye Earth Science Center (som der ligg 3 billeder af i albummet) kan se bjergene bag Reykjavík komme til syne. I nærheden af universitetet er byen meget smuk og hyggelig. Der ligger en sø, der er omkrandset med flotte huse, og beboet af en masse svaner, ænder og gæs, der ikke agter at flytter sig når man kommer forbi.

Man kan finde alt i byen, men til uhyggelig høje priser, og jeg undgår alle interessandte butikker, og trækker på smilebåndet når jeg ser 100g milkachokolade koste over 100 kr. Så jeg nøjes med mælk kartofler, brød og agurker og bananer indtil jeg får kuller.   

Jeg har ikke haft så meget undervisning. Indtil videre har der været en del undervisning aflyst pga. en konference i Finland, men det jeg har haft tegner rigtig godt. Jeg skal have Vulkanologi, hvor der bliver filmvisning om aftenen, konference om forskellige vulkaner og hvis planlægningen klapper bidrager Hekla med et udbrud. Der er også en ekskursion ved kursets slutning, hvilket der er i en del af mine fag... Ikke helt tilfældigt!

Jeg tager også Quaternary enviroments, der ud over kvarterets klimaændringer fokuserer på sammenspillet mellem gletchere og vulkaner, hvilket er perfekt i henhold til et marsprojekt om Elysium, der efter sigende skulle være en vulkan præget af glacial aktivitet. Det er med samme emne i baghovedet at jeg tager Glacial Geology.

Ved siden af tager jeg islansk og naturbaseret turisme, hvorfor min uge, helt uvandt, er fyldt med timer.

Idag har jeg været på national museet, og lært en masse om islændinge som jeg ikke vidste, og dermed også lidt af min Danmarkshistorie. Jeg har fået sat mig i hovedet at det ikke ville være så tosset at lære en del islandsk, ikke mindst vil det lette kommunikationen, eller blot muliggøre at jeg selv kan finde rundt i prisskiltene i Bonus, hvor jeg køber ind... Og så er det nøglen til at læse den ældste nordiske litteratur. Islandsk er et sprog som har udviklet sig meget lidt, hvormed sprogforskere mener at det ligger tæt op af old nordisk. Faktisk har islændingene en sprogpolitik, hvilket betyder at det ikke blot tager fremmed ord ind. Fx. er ordet computer blevet til Tölva. Töl for tal og ölva for vølv... dvs sammensat bliver det til spårdomme med tal... Det er da meget sjovt. Tænk hvad en konservativ sprogpolitik kan medføre af poetiske vendinger.

Nå, men jeg vil smutte for nu, morgendagen lurer om hjørnet, og jeg må hellere få hvilet mine trætte ben.

Knus herfra

Ps. om det ses døjer jeg lidt med billeder i mørke, hvilke altså giver nogle ret sjove resultater

Pps. Alle manglende/ overflødige nutids r´er skyldes mit uvenskab med mit tastatur